Johannes bad engang til Gud om at give os andres forbøn for os, i det tilfælde at han og jeg skulle miste troen. Da Sarepta spurgte, om Johannes ville undervise på Centro Sarepta, gik det op for os, at Gud nu ville give os flere forbedere! Og Han ville også give en masse andet.
De første år i et missionærliv vil være en tid med tilvænning. Hvor mange år, det skal tage, ved vi ikke, men det har præget dagligdagen meget det sidste år, at vi er fremmede. Dagene har bestået i at finde en hverdag. De rutiner, som normalt danner strukturen for en hverdag, har været væltet sammen, primært, fordi vi ikke har haft vores eget hjem. Vi har forsøgt at hægte hverdagen og ugen op på almindelige rutiner som sengetider, måltider, arbejds- og skoletider, andagt og gudstjeneste, men alt har været påvirket af forhold, som er anderledes.
I virvaret af godkendelser, misforståelser, omveje, bøder, stempler og kakerlak-bekæmpelse har vi modtaget hjælp fra Gud og fået trøst og mange glæder og sejre. Han har dagligt givet, hvad vi trængte til. Her takker vi især for det, volontørerne har været for os. Der har desuden været fødselsdage, legeaftaler, møder og andre sociale lejligheder, som har skabt vej for opmuntrende og gode samtaler – både spanske og ikke-spanske. Langsomt oplever vi at finde en smule balance, selvom vi står med et ben i nordisk kultur og det andet i den spanske.
Glæden over at bo så skønt et sted og fornøje sig over at have fået muligheden for at lære et nyt sprog gør sig i høj grad også gældende. Der er masser af privilegier. Det største er at få lov at være i spændingen og håbet om, at Gud vil omvende mennesker omkring os til sig. Desuden er det godt at mærke omsorg fra de lokale, vi beder for – så kommer nøden for dem.
Jeg kan se på min liste, at der er flest kvinder, som vi har talt om Jesus og troen med. Jeg vil ikke nævne deres navne her, men det er alle nogle, vi har bedt for og fået hjælp af. Samtalen drejer sig groft sagt om: 1) Er jeg lykkelig/frelst, og hvordan skal jeg blive det? 2) Hvad er tro? Og 3) Hvordan skal jeg så leve mit liv?
Hvordan skal de komme til tro på Jesus? I Apostlenes Gerninger 2,47 finder vi svar på, hvordan nogle engang blev frelst: ”Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst”. De blev frelst efter, at de havde taget imod Peters ord om, at Jesus er Kristus, at Jesus var den, løfterne i Den Gamle Pagt talte om. At Jesus er frelses klippen for tid og evighed, for enhver som påkalder ham.
Der forsøger vi at holde vores egen opmærksomhed, og der forsøger vi at rette vores venners opmærksomhed hen, når de åbner sig for os og lejligheden byder sig.
Som for eksempel i går, hvor havde vi besøg af en spansk familie, vi læste andagt, som vi plejer til aftensmaden, teksten var fra Apostlenes gerninger; 4 v1-11. Deres store pige tilbød at læse for os i den spanske bibel. Her læste hun, at Jesus er det eneste navn, som er givet os til frelse. Det gælder os, og det gælder dem. Denne familie er katolikker, og vi glæder os over deres fællesskab. Vi beder om, at det også må blive et trosfællesskab og ende i Himmelen.
Johannes og jeg har stadig ét fælles ønske og mål; at vi skal nå Himmelen. Nu bor vi i Spanien og ønsket om at nå Himmelen har vi ikke længere bare for os selv, men det bredes ud, som bønnelisten vokser. Først for børn og familie og så videre ud til venner. Også de nye venner, som tilsyneladende ikke kender vejen endnu. Vi glæder os over hver gang, vi får lov til at dele ét lille Guds ord om Jesus, for selv ét ord om Jesus er nok til frelse.
Maria og Johannes Thorlund
Bilde: Maria, Johannes og minstemann
